Fremstilling af bambuslameller.


Bambus er utrolig stærkt og smidigt, og er meget velegnet som bueryg, det er dog ikke så ligetil at lave en sådan.

Først må man anskaffe sig et bambusrør med en diameter på 10 - 12 cm. Jeg har lige købt et sådan rør, og er begyndt at skære en liste ud på langs af røret på ca. 5 cm. bredde med en el. stiksav.

Når jeg har skåret hele røret op i lister, vil jeg prøve at høvle dem plane på bagsiderne, så de kan limes på buestave. 

For at kunne høvle bambuslisten plan på undersiden,er det nødvendigt at lave en skabelon (høvlelade) til at fastholde listen i mens man høvler den. Den laves, som det ses på billedet, ved at køre et brædt skråt hen over en rundsavsklinge. Da jeg ikke har en bordrundsav, har jeg vendt min håndrundsav på hovedet, og nedfældet den i en træplade. Hvis saven ikke er kraftig nok til at save ned i den ønskede dybde, kan man save det af flere gange, ved at hæve klingen lidt af gangen.


 For at bambuslisten kan ligge fast og plant i skabelonen. har jeg stemt nogle fordybninger ud i bunden af skabelonen, med samme afstand som leddene i bambussen. 



 Så fik jeg endelig købt en afretter og tykkelseshøvl, en af vores medlemmer, som er en fremragende buemager, anbefalede mig en maskine som var på tilbud hos et firma i Odense, Dorch & Danola, til kr. 1936.-. en virkelig effektiv maskine.
(Woodstar pt 85)
Som det ses på billedet, er det nu ingen sag at høvle bambussen plan på bagsiden, så den er klar til at lime på Buestokken.


Mange kender sikkert  det problem, når vi limer en bambusryg på en buestok, at bambuslamellen er blevet for tyk. Den skal helst ikke være meget over 6 mm. For at undgå at der ikke bliver trætykkelse nok tilbage til bugen, gælder spec. for buer under 40 pund, kan man afhjælpe det med at lave en slags trapezprofil, ved at slibe skråt ind i ryggen fra siden, se foto. Undgå at slibe for meget på bambussens overflade, da det svækker dens spændstighed. Man kan evt. også prøve at gøre buen lidt smallere.